Da vi skulle have marsvin og skulle bestemme os for, hvad der skulle i bunden af buret, var der en del krav, der skulle opfyldes.
Krav til underlag
- Det må ikke lugte - Vi bor i en forholdsvis lille lejlighed, så der skal ikke meget til før det lugter som en dårlig dyrehandel. Så længe der bliver fjernet pøller minimum 2 gange dagligt (tager 30 sekunder når vi alligevel kigger til og fodrer dyrene morgen og aften), skiftet tissestykker dagligt og fleecemåtten bliver skiftet/vasket 2 gange om ugen er der ingen lugtgener overhovedet med fleece
- Det må ikke støve -både for vores og dyrenes skyld. Den eneste strøelse jeg har oplevet ud over fleece som SLET IKKE støver er Millamore strøelse. Alt andet støver mere eller mindre, og jeg gider altså ikke skulle bruge mere tid på rengøring.
- Det må ikke svine ud på gulvet – støvsugeren er allerede rigeligt i brug med to små børn og hund
- Der skal ikke være for meget affald – der er ikke meget plads i skraldespanden og der er ikke tid til at køre med storskrald hver eneste uge
- Det skal være rart for dyrene at gå på og ligge i -ja det giver vel næsten sig selv
Bonus ved brug af Fleece
- Man kan bruge en vandskål uden at den hele tiden bliver fuld af spåner (vandskåle larmer ikke når dyrene drikker af dem, de drypper ikke og er nemme at rengøre. Og så er det en naturlig måde for dyrene at drikke på)
- Frugt og grønt kan lægges i bunden af buret uden at blive klistret ind i strøelse Det er blødt at gå på, så vi oplever ingen dyr med hård hud under fødderne
- Dyrene løber og popcorner mere, når de går på fleece (vores gør i hvert fald)
- Man kan variere farverne og lave forskellige temaer. Og man kan lave en masse forskellige hængekøjer og huler som matcher. Ret hyggeligt og dekorativt når buret står som et møbel i stuen
- Hængekøjerne, stof-tunneller og huse bliver ikke fyldt med strøelse, som i sidste ende kan ende i vaskemaskinen
- Ingen faste udgifter til strøelse ”Hovedrengøring” (skift af fleece) kan klares på 5 minutter to gange om ugen
- Hvis man har langhårede dyr slipper man for strøelse, der sidder fast i pelsen
De negative sider ved fleece
- Mere vasketøj
- Opstartsomkostning til indkøb af materialer
- Skal helst ordnes hver dag for ikke at blive ulækkert -kan dog klares på 2 minutter 2 gange om dagen
Fif ved brug af fleece
- Brug små tissestykker der hvor dyrene tisser mest. Hvis disse skiftes 1-2 gange om dagen kan man trække den et par dage længere med at skifte i hele buret
- Hvis det lugter, så prøv at fjerne pøllerne lidt hyppigere. Det er ofte dem der lugter mest
(Copyright: Christina Ulrich Pedersen. Må ikke gengives uden tilladelse)